• Efter sag om børneaktivisme blev reglerne præciseret – men nu trækker Københavns Kommune omdiskuteret brev tilbage

    Source: BDK Borsnyt / 07 Apr 2025 05:22:36   America/Chicago

    Det gik hurtigt i forvaltningen. Få måneder efter at Berlingske kunne fortælle, hvordan børn lærte at skrive kampråb for Palæstina i kommunale lokaler, blev der sendt et brev ud. »Den klare hovedregel er, at kommunerne ikke må beskæftige sig med udenrigspolitiske forhold,« stod der blandt andet. Siden er Københavns Kommune dog ifølge Politiken vendt på en tallerken og har nu givet grønt lys for debatter og andre arrangementer med udenrigspolitisk indhold i kulturhuse og andre kommunalt støttede institutioner. Det skriver avisen, der bemærker, at det såkaldte »hyrdebrev«, der i sin tid blev sendt ud, nu er blevet erstattet med et nyt sæt regler. Fra Københavns Kommune lyder det nu, at der er »vide rammer og højt til loftet«, i forhold til hvordan man må bruge lokaler i kommunalt regi. »Du er velkommen til at bruge vores lokationer til at holde debatarrangementer om udenrigspolitiske forhold,« står der. En vigtig sejr Med afsæt i konflikten mellem Gaza og Israel indskærpede forvaltningen, at institutioner, der var kommunalt støttet, ikke måtte støtte udenrigspolitiske tilkendegivelser. Det betød også, at man ikke måtte låne eller leje kommunale lokaler billigt ud til for eksempel støttearrangementer til fordel for ofre uden for landets grænser. Og det fik konsekvenser. Politiken afdækkede for eksempel, at en gruppe kunstnere måtte opgive et støttearrangement, der skulle være afholdt på Blaagaard Teater i København. Avisen har siden talt med både juridiske eksperter og kommunalpolitikere, der kritiserede den nye linje, der nu tilsyneladende har fået en anden lyd. Udviklingen vækker glæde hos Per Paludan Hansen, der er formand for Danske Folkeoplysnings Samråd. »Det er en vigtig sejr for ytringsfriheden, lokaldemokratiet og det københavnske foreningsliv og kulturhuse. Vi slipper for, at kommunen skal blande sig,« siger han i et interview med Politiken. Propalæstinensisk børneaktivisme Arrangementet, der satte gang i diskussionen, kunne Berlingske fortælle om i maj sidste år. Det udspillede sig i forbindelse med den såkaldte »Nakba Week of Rage« – en uge med en række begivenheder, der markerede årsdagen for Nakba. Nakba er navnet, som palæstinensere bruger om 15. maj 1948, hvor staten Israel blev etableret, og hundredtusindvis af palæstinensere blev fordrevet fra det område, der blev til staten Israel. I den forbindelse skrev børnene blandt andet breve til statsministeren, hvor de opfordrede til våbenhvile, og de skulle også være med til at finde på »kraftfulde kampråb« til en senere demonstration. Her kritiserede Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Venstre sagen og bad kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (R) redegøre for de rammer, der er for politiske aktiviteter, der kan foregå i byens kulturhuse. Måneden efter blev det brev, der nu er trukket tilbage, så sendt ud. Det viste sig også, at arrangørerne af arrangementet i maj havde lejet et lokale – en detalje, der viste sig at være væsentlig. For når man lejer et lokale, må man for så vidt bruge det, som man lyster inden for straffelovens rammer. Problemet med arrangementet, som Børneblokken for Palæstina og Palæstina i Børnehøjde holdt, var derfor, at det også foregik i cafeen ved kulturhuset Union, som Berlingske kunne dokumentere, skrev Berlingske i juli. https://www.berlingske.dk/indland/efter-sag-om-boerneaktivisme-blev-reglerne-praeciseret-men-nu-traekker
Share on,